Forfatterens sprog er levende

Journalister og forfattere skal lade læseren opleve det, de beskriver. Det gælder også fagbogsforfattere. Teksten skal være levende. I stedet for at skrive, at der var en dyster stemning under folkemødet, så beskriv det du ser, og som får dig til at konkludere, at der var en dyster stemning.

 

På den måde kan du få læseren til at opleve stemningen på egen krop, så det bliver en stærkere oplevelse for hende. Journalister kalder det at eksponere det abstrakte, så læseren får billeder på nethinden.

 

 

Smukketekst.jpg

Når du bruger levende kvaliteter i dine bøger, opnår du flere ting: Du aktiverer læseren, fordi hun skal bruge sin fantasi og selv konkludere på det hun læser. Historien og budskabet bliver mere troværdige, for læseren har jo ”set” det med egne øjne. Bogen bliver desuden mere spændende at læse.

 

Ord kan være stærke, når man selv skal danne billeder inde i hovedet, når man skal digte med og selv se sammenhængen. Det får læserne til at føle, at de selv er til stede og oplever tingene på deres egen krop. Hvordan opnår du den effekt? Det gør du ved at vise, og ikke fortælle, tingene for læseren. Tal til sanserne. Beskriv det du kan se, høre, lugte, føle og smage. Alt det du kan røre ved. Du skal ikke fortælle, at et jordbær smagte godt, men beskrive den søde smag, den røde farve, de knasende korn mellem tænderne, fornemmelsen af sommer.

 

Når du skal gøre dine tekster levende, kan du bruge litterære virkemidler og retoriske stilfigurer.

 

Litterære virkemidler

 

Historier

 

Folk elsker at høre en historie. En historie fanger læserens opmærksomhed, skaber identifikation og overbeviser hende om, at bogens emne er relevant for hende. Skriv derfor centrale pointer som historier. Først fortæller du, hvornår det skete (”Forrige sommer”), så fortæller du, hvor det skete (”var jeg til folkemødet på Bornholm for at deltage i en debat.”) og så fortæller du, hvad der skete (”Efter at lyttet til de øvrige debattører gik det op for mig, at ingen af dem var interesseret i en dialog, hvilket fik den effekt at tilhørernes øjne begyndte at flakke. For at fange deres opmærksomhed begyndte jeg at …”) Historien skal understrege din pointe og udspille sig i et univers, læserne kan identificere sig med, fx en by, stemning eller en bestemt situation.

 

Mennesker

 

Vi identificerer os med mennesker. Put derfor mennesker ind i dine artikler, beskriv dem mens de føler, tænker og handler. Beskriv handlingerne med aktive verber og i korte sætninger: ”Hun glider ned fra stolen, netter sin nederdel og rækker smilende sin hånd frem mod en ældre herre med stok.”

Konkrete detaljer

 

Beskrivelser

Gode beskrivelser får læseren til at tro, det er virkeligheden, hun sidder og læser om. Den vigtigste ingrediens i beskrivelser er konkrete detaljer. Det vil sige alle de ting, man kan se, røre ved, høre, smage og lugte. Det er et spørgsmål om at gøre tingene genkendelige, så læseren kan se det for sig. Ikke alle detaljer skal med. Udvælg dem der er særligt sigende for situationen (den grå nederdel, spotlyset der blinker i navneskiltet, de røde pletter på kinderne) eller stedet (lugten af sæbe, de mange lyde fra sko, der går, sandaler der sjapper og personer der hilser. Hvad siger de, når de hilser?).

 

Eksempler

 

Skriver du om en hektisk dag på folkemødet, så giv eksempler på det hektiske: Personer der står i kø, folk der taler højt for at blive hørt, paraplyer der bliver slået op, de muntre grin, de mørke fugtpletter man kan se i armhulerne på folks hvide skjorter, når de rækker hånden i vejret for at hilse.

 

Scener

 

Scener skaber en fængende og dramatisk ramme, der overlader til læseren selv at tolke og forstå det, der sker, og derfor er scener læseraktiverende. Beskriv karakteristiske scener som om det var et teaterstykke: ”Den ældre herre rakte sin brune stok frem gennem menneskemængden og prikkede politikeren forsigtigt på armen. De andre i køen vendte sig om og kiggede forbløffede på den ældre herre. Han smilede undskyldende tilbage.”

 

Direkte tale

 

”Undskyld! Må jeg be’ om …”. ”Du må vente til det bliver din tur, gamle mand!” ”Ja, men nu har jeg stået her i lang tid, og jeg bliver hele tiden trængt bagud.” Direkte tale er læserens direkte adgang til tekstens personer. I direkte tale møder vi personerne ”uden” at fortælleren blander sig. Det er personen selv, der taler, og det virker stærkt. Direkte tale skaber desuden variation i teksten, både læsehastigheden og synsvinklen skifter. Du kan bruge det i scener og i personorienterede historier, hvor en levende og mundtlig tale kan give læseren en fornemmelse af at komme tæt på personen. Og du kan bruge direkte tale som replikker i scener.

 

Retoriske stilfigurer

 

Du kan gøre dit sprog mere iørefaldende ved at bruge stilfigurer som fx metaforer, allusioner og bogstavrim. Det er sproglige effekter, der har en forstærkende effekt på det indhold, de skal gengive. Når du bruger stilfigurer, siger du noget (”Hun er kold”) ved at sige noget andet (”Hun har et hjerte af sten”). Du undgår de mest almindelige ord og bruger andre, mere ”friske” ord, så læseren aktiverer sin fantasi og lytter ekstra opmærksomt til dit budskab. På den måde går stilfigurerne bag om den måde, vi normalt ser tingene på, og får os til at se tingene på en ny og mere overbevisende måde.

 

Men stilfigurerne skal bruges med måde. De skal understøtte indholdet og må ikke påkalde sig en særskilt opmærksomhed. Jo flere stilfigurer du bruger, jo mere opmærksomhed trækker du hen mod dig selv, og dermed risikerer du, at din tekst virker mindre saglig.

 

Du kan her læse om to typer stilfigurer: Figurer der skaber billeder, og figurer der skaber rytme.

 

Billeddannende stilfigurer aktiverer læserens fantasi

 

Billeddannende figurer gør det fraværende nærværende. De sætter tingene op foran læsernes øje. De aktiverer læserens fantasi, og dermed er han med til at producere indholdet – og budskabet – i dine tekster. Figurerne konkretiserer budskabet og gør det lettere at forstå. Det, man ”ser” og ”oplever”, bliver man lettere berørt af.

 

Metaforer

 

Metaforer overfører betydning fra en ting til en anden. Fx kan man karakterisere mødelederens håndtering af debatten med referencer til skibsverden (kaptajnen der fører os sikkert i havn). Eller man kan overføre noget af klippens egenskaber (Urokkelig/pålidelig) til en person (Han er som en klippe). Accepterer læseren metaforen, kan man undgå at argumentere mere eksplicit for, at personen er pålidelig. Sproget myldrer med metaforer: ”Skibet pløjer havet, regnen trommer på taget, havet fråder, marken tørster, borgmesteren grynter, SF er et hængekøjeparti.” Metaforer taler til sanserne og skaber stærke billeder. De får os til at se nye sammenhænge, som ikke umiddelbart er synlige.

 

Klicheer

 

Klicheer og fraser er lige så ødelæggende for en artikel som søm for en sav: ”Mødelederen fører os sikkert i havn. De ansatte er topmotiverede. Vi har en bred vifte af tilbud. Hans sangstemme er som honning. På med handskerne igen. Vi leder med lys og lygte. Fra kælder til kvist. Alle gode gange tre.” Bruger man den slags slidte og forudsigelige udtryk, holder folk op med at læse. Floskler, fraser og klicheer skurrer i ørerne og får dig til at virke uinteressant. Det, der er floskuløst skrevet, er floskuløst tænkt.

 

Gummiord

 

Gummiord er lige så skadelige som klicheer. Skriver du ”Lederen var dynamisk, og personalet var fantastisk”, har du brugt to gummiord. Hvordan var lederen ”dynamisk”? Hvordan var personalet ”fantastisk”? Konkretiser altid den slags påstande. Ellers virker du overfladisk og utroværdig.

 

Simile

 

Similie er en sammenligning, hvor man indsætter et ”som”: ”Hun taster med samme hastighed som et maskingevær.” ”Ideer myldrer frem i hans hoved som sæbebobler, der blæser i vinden.” Sammenligningen består af tre dele: De to ting, der sammenlignes, og den ting, de har til fælles. Sammenligninger er vigtige, når man skal introducere pointer og informationer, der er ukendte for læserne. Især tal kan være svære at forstå, hvis de ikke bliver fulgt op af sammenligninger.

Allusion

 

Allusion er en sammenligning, hvor man antyder noget, som læserne kender, men hvor de selv skal ”opdage” sammenhængen: Man kan hentyde til en fælles kultur, fx en kendt sangtitel, en filmtitel, et ordsprog eller lignende, som man ændrer lidt på eller kun antyder. Læseren, der opdager den skjulte sammenligning, føler sig kvik og bliver glad, og de positive følelser han forbinder med det, man alluderer til, vil han overføre til teksten.

 

Metonymi

 

Metonymi er en figur, hvor en helhed nævnes med en nærliggende detalje: ”Jeg vil gerne have en kop mere.” Hvor ”en kop mere” dækker over, at man gerne vil have mere kaffe. Metonymier kan også bruges til at eksponere abstrakte udsagn: ”Salgschefens dør får i dag nyt navneskilt” i stedet for ”Vi har fået en ny salgschef.” Det taler mere direkte til vores følelser, når der kommer et billede på et abstrakt udsagn.

 

Pars pro toto

 

Pars pro toto er en form for metonymi, hvor man nævner en del af tingen og ikke tingen selv: ”Sejl” i stedet for ”skib”, ”stenbro” i stedet for ”storby”.

 

Distributio

 

Distributio er en leddeling, der fungerer som en konkretisering af et abstrakt begreb: Man deler et overordnet begreb (hér nervøsitet) op i enkeltdele: ”Hjertet hamrer, mundvigene dirrer, hænderne ryster, stemmen skælver, hjernen sortner, og ordene danser på papiret.”

Personificering

 

Personificering er en levendegørelse af et abstrakt begreb: ”Lovens lange arm, boligpolitikken halter, velfærden dræber vores medfølelse med de fattige.” Personificering dramatiserer og gør de abstrakte begreber til handlende aktører, og dermed bliver de lettere at forholde sig til.

Besjæling

 

Besjæling er en menneskeliggørelse af konkrete ting og især naturen: ”Bøgen står strunk ved bølgen blå, vinden kilder i nakken, fyrtårnet står vagt, huset bød mig velkommen.” Besjæling ses tit i folkedigtning og almuetro, hvor der er en oplevelse af, at alting er ”besjælet”. Hverdagssproget har mange besjælinger, som vi ikke lægger mærke til, men brug dem med varsomhed, så du ikke virker som en bedaget eventyrfortæller.

 

Usædvanlige ord

 

Usædvanlige ord skærper opmærksomheden og får dig til at virke lærd. I stedet for at sige dygtig, kan du sige behændig, ferm eller effen. Usædvanlige udtryk overrasker og er lettere at huske. Det skal dog ikke udarte i en krukket opvisning i artistisk ordekvilibrisme.

Neologismer

 

Neologismer er nye ord, man opfinder til at karakterisere et fænomen. Fx ”halalhippie og storbytosse.” Neologismer fanger læserens opmærksomhed og får ham til at se andre sider af en ting end det, han plejer at se. Børn vil fx hellere spise ”gorillaguf” end ”sund frugt”. Folk elsker neologismer, der beskriver nye tendenser, vi endnu ikke har ord for.

Zeugma

 

Zeugma er en bevidst sammenstilling af uensartede begreber: ”Jeg holder af bordflader og rene hænder.” ”Kulturministeren taler om epo og elefanter, savsmuld og triatleter – hvor er linjen henne?” Den usædvanlige sammenstilling giver en overraskende effekt, der ”vækker” læserne.

Antitese

 

Antitese sætter tingene på spidsen med modsætninger: ”Stort hoved, beskedent vid”, ”Vi laver videnskab – ikke politiske debatbøger” ”Skal kommunen gøre politikerne eller byens borgere tilfredse?” Antiteser konstruerer en slående modsætning mellem to ting og dramatiserer dermed virkeligheden, så den fremstår som en kamp. Det er underholdende, men antiteser kan også virke, som om de forenkler de ting, de omtaler. Brug derfor antiteser med omtanke.

Emotiver

Plusord og minusord (emotiver) er ord, der er ladet med følelser og vurderinger. De virker objektive uden at være det. På den måde kan man udtrykke holdninger uden at argumentere direkte for dem. Ord som ”saglig, nøgtern, forudseende, resolut, nye, erfaring, viden, fakta, fremtid, muligheder, værdier, stålsat, fremsynet, engageret, modig” er ofte positivt ladede ord.

 

Mens ord som ”impulsiv, bagudskuende, firkantet, begrænsninger, gammel, fortid, antagelser, forhastet, forudindtaget, partisk, farvet, følelsesfuld” ofte er negativt ladede ord. Plusordene i følgende sætning støder næppe nogen: ”Professorens nøgterne fremstilling giver os et dækkende grundlag for at beslutte, om …” Men hvis vi bytter professoren ud med fx lederen af Dansk Folkeparti eller Enhedslisten, vil nogle måske protestere: ”Dansk Folkepartis leder har givet en nøgtern fremstilling, der giver os et dækkende grundlag for at …”

 

Bibetydninger har de fleste ord. Ord som ”elfenben, sågar, bevares” dirigerer tankerne i bestemte retninger. ”Elfenben” i retning af noget ædelt og rent, ”sågar” er et gammeldags ord, der får dig til at virke ældre (forældet), ”bevares” anbringer dig i en finkulturel (snobbet) socialklasse. Du kan ændre vores opfattelse af virkeligheden ved at spille på ordenes bibetydninger.

 

Da landbruget startede med at sprøjtede deres marker mod ukrudt og plantesygdomme, kaldte de sprøjtemidlerne for ”sprøjtegift”. Efterhånden fandt de ud af at det ikke lød godt, at de sprøjtede gift ud på de fødevarer vi skal spise. Derfor gik de over til at kalde sprøjtemidlerne for ”pesticider”, hvilket umiddelbart lyder mere neutralt, men måske også lidt klinisk. I dag kalder de sprøjtemidlerne for ”plantebeskyttere”. Fiskehandlere havde førhen svært ved at sælge vilde laks fordi de ikke har den samme flotte orange farve som opdrættede laks, der får orange farvestof i foderet. Men da fiskehandlerne ændrede navnet fra ”vildlaks” til ”økologisk laks” kunne de firedoble prisen på de vilde laks.

 

Skab rytme med musikalske stilfigurer

 

Musikalske stilfigurer som fx bogstavrim og anaforer giver din tekst rytme, så den er lettere at læse. De skaber en rytmisk ramme om dit budskab, og når læseren først har accepteret den rytmiske ramme, har han lettere ved at acceptere dit budskab. Musikalske stilfigurer består af vellyd og gentagelser af bogstaver, ord og sætningsled.

 

Allitteration

 

Allitteration er bogstavrim med konsonanter: ”Frisk og frejdig”, ”Fyr og flamme”, ”Borgmesterens mugne meninger spreder skimmel og skræk”. Allitteration understreger de ord, der bærer tanken. Konsonantrimene kan også forekomme midt i ordene: ”Maj måneds katte er bløde og glatte” (Halfdan Rasmussen). Men overdreven brug af allitteration kan let virke som neon, der står og blinker – som man ofte ser det i reklameslogans. Brug derfor allitteration med måde.

 

Assonans

 

Assonans er bogstavrim med vokaler: ”Lidt i ni kom det tyske politi, men da var det hele forbi.” I det nævnte eksempel er rimene overdrevne, så de får en komisk effekt og påkalder sig en selvstændig opmærksomhed, hvilket de ikke skal, men det er muligt at skabe vellyd med bogstavrim, uden at de peger på sig selv: ”Fra læring til forandret adfærd” Her lægger man i farten måske ikke mærke til bogstaverne, der går igen: f, æ og a.

 

Anafor

 

Anafor er en gentagelse af det første ord i flere sætningsled: ”Træthed melder sig, når borgmesteren taler om naturbeskyttelse. Trætheden kommer snigende og ligger som tåge i en mose. Trætheden opstår fordi …” Anaforen bygger en forventning op og skaber glæde, når forventningerne indfries. ”Vi ved borgmesteren har skåret ned på miljøbeskyttelsen. Vi ved han har gjort det for at skaffe flere penge til bygning af en ny sportsarena. Vi ved, hvor mange penge miljøet skal spare. Hvad vi ikke ved, er, hvilke konsekvenser det får. Men vi kan gisne.”

 

Epifor

 

Epifor er en gentagelse af det sidste ord i flere sætningsled: ”Når borgmesteren taler om naturbeskyttelse, er resultatet træthed. Når man ser på hans ansigt, er det, man ser, træthed. Når man kigger på den effekt, hans ord har på landbrugets udledninger, mærker man træthed. Det er en træt og idéforladt borgmester, vi har i disse år.”

 

Parallelisme

 

Parallelisme er en grammatisk struktur, der gentages: ”Når borgmesteren gør det svært for vandmiljøet, gør han det svært for sig selv at beholde sin post.”

 

Tretrinsraket

 

Tretrinsraket er en gentagelse i tre led, som man fx kender fra eventyrenes verden, hvor der er tre brødre eller tre prøver, helten skal bestå. Tretrinsraketten kan også gælde ord og sætninger: ”Gud, konge og fædreland”, ”Det er en frækhed at skære ned på miljøet. Det er en hån mod borgerne. Det er en falliterklæring over for den naturbeskyttelse, kommunen har forpligtiget sig til.” Tretrinsraketten skaber rytme, især hvis den understøttes af anafor og bogstavrim. Gentagelserne skaber forventninger hos læseren. Man venter på, om der kommer en gentagelse, og når den kommer, føler man glæde over, at forventningen blev indfriet.

Sydhav Forlag

Shop

Sociale medier

Få besked om nye udgivelser

Jernbanegade 6

4900 Nakskov

Mobil: 60448830

Sydhavpost@gmail.com

© 2021 Sydhav Forlag